onsdag den 1. februar 2012

Dødsforkølelsen

Mere end 14 dage er der gået, og jeg er endnu ikke sluppet af med den dødsforkølelse, min elskede søn har hevet med hjem fra basillebomben (læs: vuggestuen). Den har været så led, at jeg ikke husker, at snot, hoste og smerter i ører og tænder (hvor f***** kom det fra?!) nogensinde har villet mig så meget ondt før. Smerterne har nu langt om længe fortaget sig og bor nu kun i mit hoved sammen med al snotten, men resten af kroppen er ved at være ovenpå. TAK PENCILLIN, I LOVE YOU!

Jeg troede slet ikke, at man som voksen rigtig var i målgruppen for andet end alm. forkølelse af forskellig art. Troede at betændelsestilstand var forbeholdt juniors stakkels mellemører, men hvor tog jeg dog fejl. Mine bihuler har i den grad været imod mig. AV AV AV! Junior er egentligt ret sej, at han ikke beklager sig mere, når mor er nærig med børne Panodilen, for shit, hvor gør det ondt, når forkølelsen finder ørerne, som eneste udvej!!!

Nå, men nok om snot. Efter sygedage, sløj weekend og kursusdage på masser af piller (jep, jeg var hende den blege og nasale), så er jeg tilbage igen og satser på indlæg med lidt hyppigere frekvens.

Dødsforkølelse, YOU R.I.P.!

onsdag den 18. januar 2012

Fra en affære til den næste

Så sidder man her i sofaen og føler, at man den 18. januar bør tage hul på blot et af de mange nytårsfortsætter, som man har listet for sig selv i 2012. Blog kommer heldigvis før Løbetræning, så det bliver fingergymnastik før full on motion. En beslutning jeg umiddelbart er svært tilfreds med, men som min krop er lidt skuffet over. Slap af, krop! Vi er i JANUAR!

Har længe tænkt på, om blogging mon er noget for mig..? Og har længe savnet at tømme fingrene uden mersalg, KPI’er og Return On Investment dominerer skærmen. Og endelig, efter virkelig hyggeligt barselsbesøg hos min bloggerrotte af en veninde, fik hun mig oprettet, og nu er jeg så i gang.

Men er blogskriveriet mon lige så vanedannende, som den seneste måneds lidenskabelige affære, jeg har haft med Wordfued? Den sære lille app, der blot er old school Scrabble gone web, har på en og samme tid forført, betaget og opslugt mig totalt. Hvert et ledigt sekund har jeg kastet et sultent blik på en af mine spilleplader i håb om, at jeg hurtigt øjnede de tre bogstaver, der kunne sammensættes til 50 flabede points. Og hvilken tilfredsstillelse, når det lykkedes. Røde og varme kinder, et skævt smil og masser af lyst til mere...

Men, men. Efter en skøn måned og tre relativt sløje performances i træk (tak for l****konsonanter, WF!) og storklø af tidligere nævnte bloggerrotte (må man spørge HVOR i retskrivningsordbogen de vanvittige ord til hovedrystende mange points, du smider gang på gang, står henne af?!?) – så har interessen fortaget sig. Forholdet blev kedeligt, forudsigeligt, det gav mig slet ikke, det jeg ville have, og jeg blev sulten efter nyt. Det håber jeg, jeg nu har fundet.

Må denne affære blive længere og tage mig med storm...